Arkiv 2022

28. november 2022

Julemøde

Julemødet er ren underholdning, når sangerinden Lise Nees igen kommer og synger for os. Hun har lovet at synge en masse julesange, så vi kommer i rigtig god julestemning, inden vi slutter eftermiddagen med lotteri og ønsker hinanden en god jul.

 

14.november 2022

Tværs over USA på cykel

Peter Møller vil i eftermiddag fortælle om en cykeltur på tværs af USA. Foredragsholderen er tidligere cancerpatient og ville på denne måde vise, at en fantastisk cykeltur godt kan gennemføres alligevel. Han vil fortælle om og vise billeder fra cykelturen, krydret med historier og anekdoter, ikke kun fra turen men fra hele USA. Turen blev gennemført, mens der var valgkamp mellem Hillary Clinton og Donald Trump, hvilket gav nogle spændende udfordringer.

 

31.oktober4 2022

Præstø Krønike—folk og fæ omkring havnen

”Præstø Krønike – folk og fæ omkring havnen gennem 200 år”

Dette er titlen på Eva Damsgårds bog, som udkom i efteråret 2021, og det er netop også Præstø, som Eva Damsgård vil fortælle om. Gennem de sidste 200 år er mange kendte – nogle kun i Præstø – født og opvokset i Præstø. Alt det vil vi høre om i eftermiddag. Eva Damsgård er uddannet journalist, og har fra 1991-1997 været redaktør på Præstø Avis.

 

3. oktobeer 2022

Malaysia—mit andet hjem

”Malaysia – mit andet hjem”

Antropolog, rejseleder og foredragsholder Pia Lund Poulsen kommer og fortæller om Malaysia, og om hvordan hendes liv pludselig ændrede sig.

På en studierejse til Asien kom hun ud for et større eventyr, end hun havde ventet, da hun blev gift med en malaj, kort efter at han havde friet til hende. Brylluppet fandt sted i byen Malacca. Herefter skulle hun lære en ny familie, sproget og kulturen at kende.

 

19. september 2022

Morten og Peters TV-ven fortæller

 ”Morten og Peters tv-ven fortæller”

Det er journalist og tv-producer Nick Horup, som gæster os denne eftermiddag. Hvem husker ikke udsendelserne om de to psykisk udviklingshæmmede drenge, som var tossede med fodbold. Nick Horup vil fortælle om tilblivelsen af udsendelserne og om sit venskab med drengene. Foredraget vil blive ledsaget af billeder og filmklip, som i nogle tilfælde kan give et godt grin, men også noget at tænke over.

 

5. september 2022

Livet som journalist

I eftermiddag får vi besøg af journalist, forfatter, politisk redaktør m.m. Elisabet Svane, som vil fortælle om sit liv som journalist og årene i Bruxelles. Elisabet Svane er født og opvokset i Tatol i Allerslev. Efter journalisthøjskolen i 1990 har hun haft adskillige jobs ved forskellige aviser og forlag. I 2018 og tre år frem var hun Politikens Europa-korrespondent i Bruxelles. Nu er Elisabet politisk analytiker på Politiken med base på Christiansborg. Ofte ses hun også på TV3news i programmet Besservisserne.

 

4. april 2022

Harmonikaklubben underholder

Sidste møde inden sommerferien skal være med musik og sang. Derfor har vi fået Præstø Harmonikaklub til at komme og spille og synge for os og med os.

Desværre har vi ikke så megen plads i Kirkehuset, at alle harmonikaklubbens spillere kan være med, men lederen af orkesteret har lovet, at der nok skal komme så mange, at alle vil kunne høre musikken.

21. marts 2022

Kan bedstemor gå i cowboystøvler?

Må bedstemor stråle i rødt? Interesserer hun sig for sex? Kan man skifte karriere, når man er 65? Overtager vemoden, når man runder 70? Hvem er man, når man ikke arbejder mere? Er det i orden ikke at passe børnebørn, fordi man skal spille golf? Er det forsvarligt at blive far som 60 årig, og hvordan kommer man videre efter tabet af to ægtefæller?

Dette er nogle af overskrifterne på eftermiddagens foredrag ”Kan bedstemor gå i cowboystøvler?” og det er journalist og tidligere chefredaktør på magasinerne ”Psykologi” og ”Femina” Camilla Lindemann, som vil holde foredrag denne eftermiddag.

7. marts 2022

Livet som feltpræst

Foruden at være præst i Udby-Ørslev pastorat er Jesper Blomgren også feltpræst. ”Hvis ca. 80% af den danske befolkning er medlem af folkekirken, så gør det samme sig gældende for de danske soldater”.

De har også brug for kirkelig betjening, hvilket er udgangspunktet for Jesper Blomgrens foredrag. Han betjener den Kongelige Livgardes soldater og har været udsendt til Afghanistan og Irak. Denne eftermiddag vil vi høre om livet som feltpræst både i Danmark og i missionsområderne.

21. februar 2022

Grever og baroner

Fra traktørstedet Højeruplund får vi besøg af traktør Karl Peter Andersen, som vil holde sit foredrag ”grever og baroner”.

Han rummer mange gode historier om butlerens liv bag de lukkede døre. Han har været hushovmester på Gavnø slot, privatchauffør for generalkonsul og kammerherre Fritz H. Schur, hushovmester for kammerdame Irene Lensgrevinde Wedell fra Frijsenborg og butler for en Pandora-milliardær. Desuden har han serviceret og mødt mennesker i andre lande bl.a. den japanske kejser og mange af Europas kongelige.

7. februar 2022

Fra gadebetjent til et liv i PET

”Fra gadebetjent til et liv i PET”, er titlen på eftermiddagens foredrag af pensioneret kriminalassistent Christian Medom. Vi skal bl.a. høre fortællinger om livet i en efterretningstjeneste, der var præget af den kolde krig og international terrorisme med konstante trusler. Vi bliver for en stund inviteret ind i den hemmelige verden med spændende oplevelser, livets forunderlige forhold, fortalt med lune og et glimt i øjet.