Mandagsmøder

2. marts 2026: Livet som fængselsbetjent

Elsebeth Kristensen, der besøger os denne dag, har igennem 30 år været ansat som fængselsbetjent i Vridsløselille Statsfængsel, og en 5-årig periode i Storstrøms Fængsel.

Elsebeth taler frit fra leveren om sit liv som fængselsbetjent. Desuden fortæller hun lidt om kendte fanger, som har været indsat i fængslerne.

Denne dag har man mulighed for at høre om livet i de danske fængsler, både som ansat og som indsat.

Elsebeth leverer et spændende foredrag, og med sig har hun en fotobog med fotos fra Vridsløse.

Før og efter mødet er det muligt at tilmelde sig og betale for turen til Fyn

16. marts 2026: Bjarne Christensens liv som indsatsleder i politiet - del 2

Bjarne Christensen besøgte os i efteråret 2025, hvor han fortalte om sit ungdomsliv i Bogense, sin uddannelse og  livet som indsatsleder ved voldsomme begivenheder i det københavnske politi.

Bjarne ”benlås” Christensen, som han også kaldes, blev, sidste gang han var her, ikke færdig med beretningen om sit virke i politiet.

Bjarne kommer derfor og fortsætter sin fortælling denne eftermiddag.

Før og efter mødet er det muligt at tilmelde sig og betale for turen til Fyn

30. marts 2026: Anekdoter fra showbiz

- Et liv i underholdningsbranchen af Martin Ingleby.

Hør de sjove og interessante historier om, da han var: Professionel hest i Israel, Pjerrot i Tivoli, trommeslager i Carlsberg Brass Band, step-solist i Tivolis Koncertsal, danser på Cirkusrevyen og alt muligt derimellem.

Et humoristisk kig bag kulissen.

Et livsbekræftende og underholdende foredrag med mulighed for at stille spørgsmål undervejs.

Hvis det ønskes, kan Martin også fortælle lidt om sit arbejde gennem mere end 20 år som hospitalsklovnen Victor.

13. april 2026: Det' sgu da Nis

”Det’ sgu da Nis!”, blev én af de største komplimenter Nis Boesdal nogensinde har modtaget.

I Nis’ helt nye erindringsforedrag kigger han tilbage på et spændende liv, hvor historierne venter på at blive fortalt til et, som regel, tryllebundet publikum.

Nis havde en ikke synderlig god barndom, og blev som 12-årig sendt på kostskole af sine fraværende forældre. I weekenden tomlede han nogle gange til København, hvor han oplevede Beatles, Kings og Rolling Stones i Tivolis Koncertsal – men han mødte også Maria.

Nis har sejlet med Troels Kløvedal, vasket biler i 3 år og været en skattet radio- og TV vært igennem 40 år.