Arkiv

Julehygge

26. november

Eftermiddagens program var julehygge.

Det var Rosengårdens Husorkester under ledelse af Eli Frandsen der sørgede for underholdningen.

De spillede og sang for os, men vi sang også nogle fælles julesange.

Oplevelser som busrejseleder i Europa i 60’erne

12. november

Knud Bjørn, der har været busrejseleder bl.a. for Tjæreborg og kørt i det meste af Europa også det gamle Østeuropa, kom denne eftermiddag og fortalte.

Han talte om køreplanen, der skal holdes, trods dødsfald i bussen.
En chauffør, der ikke vil køre, hvis passagererne synger.
Også andre oplevelser med et bredt udsnit af Skandinaviens befolkning som gæster, fortalte han om.

Grønland

29. oktober

Erik Demant kom og fortalte om Grønland.
Han rejste til Grønland i 1975 og boede der i 14 år.
Han har familie i Grønland og har siden besøgt Grønland adskillige gange.
Et land med store udfordringer og en historie ud over det sædvanlige. Et land som mange har holdninger til, mange myter og fordomme.
Erik Demant vil fortalte personlige erindringer om livet i det smukke land og viste billeder.

40 år på arbejdsmarkedet

15. oktober

Denne eftermiddag kom Pia Dahl og fortalte om sit liv. Om sine rejser med Radiopigekoret og med sit blokfløjteorkester. Hun fortalte også om sine uddannelser afvekslende med spil og sang – også fællessang. I dag er Pia foruden foredragsholder også organist ved Fanefjord Kirke.

Historien om Kaptajn Jespersen

1. oktober

"Historien om kaptajn Jespersen” fortalt af hans barnebarn Margrethe Neergaard. Kaptajn Jesper-sen var en af gymnastikkens pionerer og blev et ikon, der stadig huskes 50 år efter hans død. I 1920 formulerede han mottoet ”den der ranker sig – slanker sig”. Han var et humoristisk og meget fornøjeligt menneske. Dette vil vi høre om denne eftermiddag.

Historiedamen Mariane Josefsen

17. september 2018

Marianne Josefsen vil denne eftermiddag fortælle en eller to historier af Selma Lagerlöf og slutte med en mere munter historie om pigen Irma, der kommer fra Jylland til København.

Om Historiefortæller Mariane Josefsen:

Jeg bearbejder gamle eventyr og fortællinger som omhandler livet, det vi frygter, det vi griner af og det vi drømmer om. Desuden fletter jeg indtryk og oplevelser fra mit liv ind i mine egne forunderlige historier.

Siden 1999 har jeg fortalt historier og lavet fortællekurser for voksne, unge og børn. Jeg fortæller i hele landet og har besøgt biblioteker, børnehaver, skoler, 10. klasses centre, ungdomsskoler, højskoler, kulturhuse, kirker, uddannelsesinstitutioner samt fortællefestivaler og diverse fortællesteder.

Fra bondekone til borgmester

3. september 2018

"Fra bondekone til borgmester” var denne eftermiddags foredrag med Else Møller fra Kerteminde. Hun fortalte om et arbejdsomt liv fra barndommen på en gård på Vestfyn, tiden på husholdningsskoler, byrådsarbejde, 4 år som borgmester og mange aktive år i lokalpolitik. I over 50 år har hun desuden undervist mænd i madlavning.

På motorcykel i Nepal

På mandagsmødet den 13. nov. havde vi besøg af Jutta og Jørgen Larsen fra Askeby på Møn.De viste nogle meget flotte billeder, som Jutta havde taget på en tur på motorcykel i Nepal.

Samtidig med at vi så billederne, fortalte Jutta om turen, og de steder de havde besøgt, hvilket ikke var de steder, hvor man som turist kommer til. En spændende eftermiddag, hvor man godt kan blive glad for at bo i Danmark.

Birgitte

Lægen gør en forskel

Christian Jensen er et kendt ansigt i Præstø, hvor han virker som en rolig, kompetent og imødekommende læge. Som frivillig Røde Kors delegat fungerer han også, bl.a. efter jordskælv i Nepal for få år siden i Himalaya's højeste bjerge.

Det var næppe overraskende for nogen, at Christian Jensen gav sig selv 100%, selv om arbejdsvilkårene var meget anderledes. Mere overraskende var det nok, at der f.eks. kun var 8 medikamenter til rådighed. Sygdomme, som ikke kunne behandles med det udvalg, kunne ikke behandles. Sådan er vilkårene.

De menneskelige vilkår ombord på det maltesiske Røde Kors redningsskib til opsamling af nødstedte flygtninge i Middelhavet, hvor Christian Jensen var eneste læge ombord, var chokerende, i alt fald for mig. Det var, hvad flygtningene havde været igennem, som var chokerende for mig. At lægen havde fungeret 100% på trods af alt er jeg ikke i tvivl om.

Tak til Christian Jensen, som med ord og billeder har åbnet mine øjne for en verden af ondskab og griskhed, lidelser og død.

Jeg håber vi bliver bedre til at håndtere flygtningekriser i fremtiden.

Erik

Livslyst og perfektion

Jens Werner var et festfyrværkeri som foredragsholder, og markedsførte sig selv som komplet ærlig. Det er ellers en stor sjældenhed at møde i dag. Men det var slet ikke det eneste vi kunne lære af dette usædvanlige menneske. Han havde været så klog at vælge de rette forældre, lære det bedste fra dem begge og følge den livsdrøm, han skabte undervejs, til det usædvanlige resultat, som han nu underholdt hele forsamlingen med. Faderen gav sin livsvisdom videre til sønnen: "Lad aldrig nogen eller noget forhindre dig i at nå det, du har sat dig for" (Citeret efter hukommelsen). 

Det er gældende i dansen, men sandelig også i foredraget. Og livslysten forstærker tilsyneladende sig selv med den holdning. Tak lektionen. Den ku' vi godt bruge.

Grumme Historier fra Lykkeland

Tænk, at en så rar dame kan tage fat på livets store spørgsmål med både humor og grusom realisme, bringe vores nations selvforståelse i fare og give os nye indblik i andre landes tilsvarende stolthed og livsforståelse og livs-angst.

Så megen visdom og viden kunne næppe præsenteres bedre end gennem billeder og beskrivelser fra mange lande verden over.

Jeg tror, at der var andre end mig, som var noget rystet på en god måde, måske fordi vi var blevet vækket?

Erik

Lokalhistorisk interessant - og livsnært

En brevsamling fra 1913-15, postkort og privatbilleder samt en klar og tydelig amatøroptaqgelse bragte de tilstedeværende tæt ind på livet på Aalholm Slot for mere end 100 år siden.

Marianne og Hans Krarup fortalte levende om Mariannes faders liv som huslærer for husets unge søn - og familiens liv, hvori huslæreren deltog helt integreret. Interessant er det især at få et klart billede af familiefaderes omsorg, også for sine ansatte, og den respekt det affødte hos alle. Kongeligt besøg er også genfortalt, så man fornemmer den medmenneskelige holdning på trods af de klare standsmæssige forskelle, som blev næsten borte når man kom tæt på hinanden.

Interessen hos tilhørerne blev belønnet med tankevækkende detaljer, som kun var mulig gennem brevskriverens evne til levende beskrivelser, og foredragsholdernes formidling.

Tak for endnu et godt arrangement, og valget af spændende personligheder som oplægsholdere, og tak til Marianne og Hans.

Syng med Giro 413

Det var dog eventyrligt at opleve de to top-professionelle og hjertevarme medarbejdere fra Danmarks Radio på nærmeste hold. Salen var fuld, og stemningen lutter øre og øjne. Sådan noget kan ikke beskrives, det skal opleves, og det blev det til fulde. Sangene var velvalgte, musikledsagelsen en fryd at opleve, og historierne fra det legendariske underholdningsprogram, giro 413, var spændende, levende fortalt og gribende, når det kom til, hvorledes de indsamlede penge blev brugt.

Radiovært Margaret Lindhardt og Kapelmester, dirigent, komponist mm Christian Balzer fortjener en varm tak for en uforglemmelig oplevelse, og OK-bestyrelsen i Præstø en velfortjent ros for endnu en perlerække af succeser i denne forårssæson, og de flittige hjælpere, som får alt til at glide gnidningsløst skal ikke glemmes. Tak.

Et menneske med en vindende natur

Helge Adam Møller var gangbesværet efter operation i foden, men klarede sig fint med to armstokke.

I det hele taget var det en positiv oplevelse at være sammen med denne begavede og belevne mand, som fortalte om sit liv og de forskellige job, han havde haft og opgaver han havde løst.

Jeg mener at kunne konstatere, at der var ingen, som fik mulighed for en lille blund, snarere tværtimod, jeg tror at de fleste var mere vågne og oplagte efter foredraget, end de havde været inden.

Det er dog fantastisk, at bestyrelsen kan samle fulde huse OG dygtige foredragsholdere den ene gang efter den anden. Det er godt gået. Vi skylder både Helge Adam Møller og bestyrelsen megen tak for endnu et godt arrangement.

Sikken en oplevelse!

Vi har oplevet ham før, Carsten Egø Nielsen. Historiker og fortæller om en hals. Der var stof nok til flere foredrag, men det hele blev fremlagt, råt for usødet. Det økonomiske eventyr og den menneskelige fornedrelse og grove udnyttelse. Alle nuancer var med og intet blev hverken overdrevet eller forklejnet.

Et foredrag, som både politikere og regenter burde lære af, men chancen er nok lille for, at det ønske kan opfyldes.

Men OK Klubbens medlemmer blev beriget med indblik og forståelse.

Tak til bestyrelsen for endnu et pletskud. Og kik en gang på billederne, som også beskriver, hvorledes bestyrelsen får alt til at glide gnidninsløst.

EVENTYRLIG OPLEVELSE

En fyldt sal fik brugt øjnene så de strålede - og ørerne så de blafrede da vi fik besøg af formanden og næstformanden fra Kvindelige eventyrers klub i Danmark. Fantastiske billeder og beretninger og et par overvældende lydklip fra Congo.

At vi samtidig fik noget at tænke over var såre godt. Hvad har vi dog været årsag til, os som har den hvide hudfarve? Det er ikke så godt alt sammen, men at Kalundborg har fostret General Olsen på godt og ondt, -- tja, han fik da sat sig et aftryk i historien. En stor tak til Lene og Lene. Berigede og klogere gik vi fra mødet med jer.

Kunsten at overleve en pakistansk svigermor?

Sjældent har jeg oplevet et menneske, som i den grad insisterede på, at tilværelsen skulle hænge sammen RIMELIGT!!!

Jeg kender pakistanske familier, og deres traditioner. Jeg kender også syriske familier, og enkelte tyrkere. Og mange danskere. At komme godt igennem en cocktail med sit selvværd i behold, når alle andre vil bestemme - det er skrappe sager. Det er imponerende! Og din evne til at levendegøre dine oplevelser er skarp, klar og charmerende. Tak til bestyrelsen for at invitere til et sådan foredrag. Og tænk at det lykkedes for dig at få det næsten som du selv ville - til sidst.

Usædvanligt lærerigt at møde dig, Kristina Aamand og din mand og dit senest fødte, charmerende barn.

Om tyve og godtfolk

Veloplagt og klar i mælet fik vi, som var mødt op til det første møde i efteråret -16, et indblik i 27 års politierfaring, og særlig givende var de mange muligheder, vi hørte om, som modvirker de ubehageligheder, som tyve af alle slags kan påføre os andre godtfolk.

Meget kontant og effektiv er Nabohjælp, og vi fik en informationspakke med hjem. Meget illustrativ og anvendelig, og reducerer risikoen for indbrud med ca. 25% siger erfaringerne.

Der var næsten fuldt hus - mindre end 6 ledige pladser! Og stemningen var god, interessen koncentreret og udbyttet tilsvarende højt.

Livet på albuen

Godt at blive mindet om, at livet er andet end penge og prestige. At naturen er vores vilkår på godt og ondt, selvom vores moderne hjælpemidler næsten gør det usynligt. Og hvor er det sundt, at der stadig er mennesker, som kan huske hvad de lærte under opvækst vilkår, som tydeliggjorde disse grundvilkår, som nødvendiggør, at hvert menneske påtager sig sit medansvar for naboernes overlevelse, fordi det fordrer livet af os.

Tak til de to søstre Jane og Aase, som gav os langt mere, end det vi hørte og så. Vi oplevede, at der fortsat er mennesker, som tager livet naturligt.

Om de slemme piger på Sprogø ...

... er også historien om bl.a. idé-grundlaget for Nazismens racehygiejne!!
Carsten Egø Nielsen er historiker af gavn, når han gør de historiske kendsgerninger levende og trækker sammenhængene frem, så man fornemmer den indre logik, som nødvendigvis må føre til de grusomme fejltagelser, man også begik i bedste mening.
Vi sidder tilbage med det fromme ønske, at vore nutidige politikere fik den gode idé at komme til OK.mandagsmøde i Præstø, så kunne vi måske undgå nogle af de fejlbeslutninger, vi ser alt for mange af nu.
Tak til Carsten Egø Nielsen for det inspirerende og givende foredrag.

Magna Haakansson

Lev livet, HELE livet er et ordsprog for OK. Magna er et levende eksempel, hvad det vil sige. Men hun er også eksponent for de mennesker, som har forstået, at hvis du vil en forandring, så må du selv gøre noget for det, og du bør gå til hovedet, dvs. til den person, som har ansvaret, hvis du vil lykkes med din forandring. Og endelig, så opfordrer alle til at gøre det, de har lyst til at prøve, mens de har en mulighed for at kunne gøre det - for det er da ærgerligt senere at ærgre sig over, at nu er det for sent, nu kan jeg ikke.

Det var inspirerende at møde dig, Magna. Heldigvis var der mange af vore medlemmer, som oplevede denne kraftfulde kvinde - næsten flere end Kirkehuset kan rumme. Det var rigtig godt.

Stina's Juleoplevelser

Ord er så fattige når oplevelsen overgår alle forventninger. En hjertelig tak til Stina Møllenbach for det vi fik indsigt i. Ikke blot var det stort og bevægende hvad vi hørte om julen i barndomshjemmet og ungdomsjulen på New Zealand i 30 gr. varme og slutlig præstegårdsjulen med børnene og familien, men det var overaskende indblik i et livsmod og en vedholdende beslutsomhed som førte også chokerende oplevelser i Kina med sig. Det skal opleves, beskrivelsen blegner på papiret.

Fem kvindeskæbner fra Lolland

Nok var æblekagerne lækre og gode, men foredraget var dog det bedste. Marie Louise Friederichsen er blandt det mest professionelle foredragsholdere, vi har haft gennem flere år, og fortalte godt og levende om sine artsfæller: Kvinder med evner og vilje til noget særligt.
Inspirerende, at slutningen var seks nulevende yngre kvinder med samme styrke og mod, som kunne være emner for et tilsvarende foredrag om få år, alle samlet på et billede!

Fantastisk, imponerende og nødvendigt

Ord er så små og betydningsløse, når vi står med den ultimative storhed i naturen. Det bliver ikke nemmer, når et menneske har evner og format til at gøre en nødvendig indsats helhjertet.

Når vi mangler blot et par billeder til at illustrere den interesse, som blev vakt i blandt tilskuerne, så føler jeg mig så lille. Vi må tage det, som det er.

Tak til Jesper Stagegaard for en uforglemmelig eftermiddag.

Ove Mynderup bragte os i perlehumør

Der var ikke tvivl om succesen. Stemningen var helt i top, og engagementet hos den dybe bas og sprælske pianist smittede alle. Humor, spontane indslag, dybt klingende toner fra elskede melodier, fortællinger om kendte og mindre kendte personer vævede sig hastigt ind i hinanden. En rigtig god oplevelse, som gerne må gentages med passende nyt stof.

Frisk og værdifuld søster

Vi var vist mange, som var spændt på, hvad vi skulle få et høre fra Søster Anna Mirijam Kaschner, som kom til os i sort kjole. Og vi fik virkelig grund til at revidere vores forudfattede meninger om livet i et moderne kloster og ikke mindst livet som søster i et udadvendt, kristelig ordensliv. Både historisk og menneskeligt viste verden sig fra en ny vinkel, som formentlig gav mange af os noget at tænke over, også i vores eget liv.
Den agtelse og respekt for andre mennesker, som kom til udtryk på en dybt gribende måde, var noget, vi godt kunne bruge lidt mere af i en verden, som på mange måder er blevet forrået og grusom uden vi egentlig har registreret det eller gjort os det klart.

Tak til Anna Mirijam Kaschner for der mange gode impulser. Der var måske også andre, som følte, at blive rørt dybt indeni?

Vordingborg Borgcenter

Imponerende og tankevækkende. Verden bliver mere forståelig, når historien gøres levende. Med ord og billeder førte Dorthe Wille-Jørgensen os ind i samtidens Europa, magtspil og kongers visioner og indsats, omsat til udviklingen af kongeborgen fra jordvolde med træpalisader til pragtværk i munkesten, som i omfang var større end Tower of London. Det bliver spændende at opleve hvordan dette kan præsenteres med moderne hjælpemidler når Borgcentret åbner 11. april 2014.

Klubmøde om Kirkens Korshær

Vibeke Lind fortalte fængslende og levende om omsorg for de udstødte i Danmark. Fremmødet var godt og stemningen interesseret fra starten. Efterhånden som alvoren bag humoren blev tydelig for alle stod det at læse i de flestes ansigter, at det gav mening, hvad Kirkens Korshær tog fat i, og det var også tydeligt, at respekten for de udstødte gav tilhørende respekt for foredragsholderen og både de andre ansatte og de mange tusinde frivillige.

JULEMØDE med Per Østergaard og Erik Staal

To lystige kolleger fra den gamle skole gav den som professionelle og vi fik en god juleafslutning i et fyldt kirkehus. Tak til Per og Erik, Birgitte og alle som hjalp med.

Kai Christiansen fortæller om Præstø under 2. verdenskrig

Levende og gribende, nærværende fortælling. Kai kunne fortsætte langt ud over tidsrammen, og vi var nok mange, som gerne havde hørt mere, men tidsrammen holdt.

Nævnes skal også, at Ellen Christiansen fik blomster og tak for de mange år, hun har valgt foredragsholdere og underholdere til klubbens møder, og hendes evne til at forhandle priser, som vi magtede at betale.

Eventyrer Birgitte Felix fortæller