Arkiv 2020

19. oktober 2020

Kurt kom forbi. TV journalisten Kurt Leth fra TV SYD OG TV 2 ØSTJYLLAND kommer forbi Præstø i eftermiddag. Han er kendt - nok mest i Jylland - for sine programmer ”Kurt kom forbi” eller ”Kaffe med Kurt”, hvor han besøgte almindelige mennesker med en ualmindelig historie. I dag vil han fortælle om de skæve typer, originalerne, fantasterne og skæbnerne, som han har mødt. Det skal nok blive en sjov og spændende eftermiddag,  men også en eftermiddag med megen alvor.

5. oktober 2020

I eftermiddag kommer godsejer August Hage fra Oremandsgård.

Da August Hage var teenager, skulle han bare så langt væk som muligt fra sine rødder – og nu er han her, så tæt på dem, som han kan komme.

Som 23 årig besluttede han sig til at overtage Oremandsgård efter sin far. Desværre gik der kun to år, da hans far pludselig døde, og han måtte tage hjem for at overtage gården.

I dag skal vi bl.a. høre om land- og skovbrug, festarrangementer, destilleri, koncerter m.m.

14. september 2020

Bag fængslets mure. Krimiforfatter Tom Thomasen kommer i eftermiddag og holder foredraget Bag fængslets mure. Han har været ansat som fængselsbetjent i 37 år ved de Københavnske fængsler. Det vil blive en beskrivelse af det daglige liv i fængslet, udvikling i fængselssystemet, fangernes oplevelser m.m. fortalt i hans meget sjove - men også alvorlige - fortælling. Hans mange historier munder ofte ud i et smil eller latter fra salen, da han har en smittende humoristisk facon at fortælle på.

2. marts 2020

Den store bagedyst. Hvilke tanker gik gennem hovedet på Andrea Søllested, da hun i 2017 blev udråbt som vinder af DR1’s program Den store bagedyst. Hvordan har tiden efter programmet været? Hvad laver Andrea Søllested i dag? Alt dette vil vi få svar på i eftermiddag, når hun kommer og fortæller og viser billeder.

17. februar 2020

Malawi. I maj måned 2019 besøgte Arne Holdensen Malawi, som er et af verdens fattigste lande, og som i 2019 blev ramt af 3 naturfænomener, der drev befolkningen på flugt. Siden 1984 har Røde Kors i Danmark været engageret i landet med hjælpearbejde, men også udviklingsarbejde. Arne Holdensen besøgte landet for 40 år siden og så ikke meget udvikling ude i de svært tilgængelige områder. Trods fattigdom mødte han stor livsglæde og taknemmelighed. Sang og dans er et vigtigt element i deres hverdag. Foredraget vil blive ledsaget af billeder.

3. februar 2020

Danske statsministre, som jeg mødte dem er titlen på eftermiddagens foredrag af journalist Claus Hagen-Petersen. Claus Hagen-Petersen har interviewet samtlige statsministre, der har beklædt posten siden 1972. Her tegnes et portræt af Anker Jørgensen, Poul Hartling, Poul Schlüter, Poul Nyrup, Anders Fogh, Lars Løkke og Helle Thorning, som han mødte dem i fjernsynsstudiets spotlys. Samtidig gives der et rids af deres tid.